Tophængte vinduer

Tophængte vinduer

Hvad er et tophængt vindue, og hvad adskiller det fra de to andre typer af vinduer, som har hænsler/beslag i toppen? Det vil vi uddybe en smule herunder:

Det tophængte vindue er en ældre og traditionel vinduestype, som fås i 1-4 fag. Vinduet er et billigere alternativ til topstyrede vinduer, og kan benyttes, hvor der ikke er krav om grebsbetjening - derfor er det et populært valg til f.eks. badeværelset eller kælderen. 

Til forskel fra topstyrede- og vendevinduer, er tophængte vinduer monteret med hængsler. På vores tophængte vinduer, er der lavet udfræsninger i toppen af karmen, hvor man kan montere hængslerne.

Tophængte vinduer åbner forneden, og har 2 anverfer i siderne, samt en udskyderstang. Udskyderstangen muliggør flere forskellige åbningspositioner betinget af, hvordan man ønsker at åbne vinduet. Afhængigt af højden og bredden af elementet, vil stangen have enten 2 eller 3 huller. For 2 huller, skal den være mellem 350-763 mm i bredden, og for 3 huller skal den være 764-1500 mm i bredden.

Topstyrede vinduer

Den væsentligste forskel på et tophængt og et topstyret vindue er beslagene. Hvor et tophængt vindue er monteret med hængsler, er det topstyrede vindue monteret med glidebeslag. Glidebeslagene gør, at rammen glider ned foroven, når du åbner vinduet. På beslaget er der en skrue, hvor du kan spænde eller løsne friktionen, så vinduet kan holdes åbent i en given position. Du kan vælge at købe redningsåbningsbeslag til dine topstyrede vinduer, hvilket vil gøre, at vinduerne kan åbnes 90 grader.

Vinduet er monteret med et paskvilgreb, og er forsynet med en nem og trinløs åbning. Det er også muligt at købe paskvilgreb med lås, hvilket kan være et krav fra nogle forsikringer. Derudover har vinduet som standard en indbygget ventilationsåbning.

Vendevinduer

Den primære forskel på det tophængte vindue og vendevinduet er igen beslagene. Et vendevindue er monteret med et vendebeslag, der gør at det kan åbnes 180 grader. Dette er meget praktisk, når man skal vaske vinduerne. Derfor er vendevinduer særligt populære i etageejendomme.

Vendevinduet har både en sikring i starten af åbningen på 10 cm., og en sikring, når det er vendt rundt, som gør at det ikke smækker i.

Ligesom det topstyrede vindue, er vendevinduet udstyret med et paskvilgreb, og et justerbart-slutblik, som kan sættes i ventilationstilstand.

For mere information om vinduerne, kan du læse her.